«

»

mar 18 2015

Valgsejr til Netanyahu – er fredsprocessen slut?

Valgkamps Slogan Israel 2015af Jonatan Møller Sousa, næstformand i Dansk Zionistforbund

Valget i Israel d. 17. marts endte med en storsejr til den siddende premierminister Benjamin Netanyahu. Med 30 pladser i Knesset til Likud og et godt valg til højrefløjen i Israel er det kun Netanyahu, der kan danne regering.

Højrefløjen fik i alt 67 mandater – og der kræves 60 for at danne en flertalsregering. Arbejderpartiet og ”Zionist Union” fik 24 mandater og kan samle i alt 39 mandater med venstrefløjspartierne.

De sidste 14 mandater gik til den fælles arabiske liste, som ikke indgår i regeringer i Israel.

En stabil og arbejdsdygtig regering
Matematikken er sådan, at kun Netanyahu kan danne regering. Herzog fra Arbejderpartiet skal overtale mindst tre partier fra højrefløjen for at samle flertal, og det kommer ikke til at ske.

Det har før været muligt for arbejderpartiet at samarbejde med ét af de ortodokse partier, men det bliver ikke muligt at få tre højrepartier med i en regering blot for at vælte Netanyahu.

Netanyahu vil derimod kunne danne en regering sammen den nye politiske stjerne i Israel, Moshe Kachlon, fra partiet Kulanu (Os alle sammen). Der var kold luft imellem de to toppolitikere under valgkampen, men Kaclon kan ikke true med at gå til venstrefløjen, og Netanyahu har brug for Kachlon. Så de må finde ud af at blive venner. Derudover er højrefløjens sejr så stor, at Netanyahu kan undvære et af de små højrepartier. Det betyder at de små partier kun kan kræve indrømmelse fra Netanyahu, hvis de er enige om det. Hvis Netanyahu spiller sine kort rigtigt og holder sig gode venner med alle partierne på højrefløjen samt Moshe Kachlon, så kan vi få en stabil og arbejdsdygtig regering i Israel – og det har Israel brug for.

Israel election result 2015

Note: Zionist Union består af Arbejderpartiet og Hatnuah. Joint List er den fælles arabiske liste. UTJ er United Torah Judaism. Højrefløjen består at Likud, Kulanu, Bayit Jehudi, Shas, UTJ og Yisrael Beytanu. Vestrefløjen består af Zionist Union, Yesh Atid og Merets.

 

Er fredsprocessen slut?
Ja fredsprocessen er slut for denne gang, man kan sige den er i dvale, og der vil gå nogle år til vi ser håbet om fred igen.

Men baggrunden er ikke Netanyahu’s valgsejr. Fredsprocessen fik sit seneste tilbageslag i foråret 2014, da palæstinenserne afviste at sætte sig og forhandle fred med Israel. Det skete på trods af, at Israel havde frigivet hundrede af dømte mordere og terrorister som tegn på fredsvilje. Palæstinenserne gav intet til gengæld og ville ikke en gang sætte sig ned ved forhandlingsbordet.

Samtidig hyldes mordere og terrorister dagligt af det Palæstinensiske Selvstyre. Skoler bliver opkaldt efter mænd og kvinder, der har dræbt uskyldige israelere. Det svarer til at vi i Danmark havde en Breivik skole eller en Omar Abdel El-Hussein Skole. Hverken Herzog eller Netanyahu kan gøre fra eller til. Palæstinenserne kan derimod godt gøre en forskel, for eksempel ved at stoppe med, at lære deres børn at hade jøder og hade Israel.

Når Netanyahu siger til Israelsk TV at der ikke kommer en palæstinensisk stat mens han er regeringsleder, så lyder det groft i ørerne på danskere. Det kan venner af Israel sagtens forstå, og vi havde måske håbet at han ikke havde udtalt sig sådan. Men er der virkelig nogen, der troede at freden var mindre end fire år ude i fremtiden? Hamas og Islamisk Jihad har stadig opbakning fra cirka halvdelen af palæstinenserne. Vi har set hvordan en islamistisk terror-organisation som Islamisk Stat kan komme ud af ingenting i Irak. Alle ønsker om fred og et frit og selvstændigt Palæstina vil ikke ændre ved den realitet, at vi er meget langt fra freden.

Når det så er sagt, så må man også give miraklerne lov til at komme. Hvis en pludselig fredsvilje skulle komme til palæstinenserne så har vi en helt anden situation, og så er vi igen tæt på drømmen om fred.

Flot valg til den fælles arabiske liste – hvad betyder det?
Den arabiske liste fik et flot valg med en samlet fremgang på tre mandater i forhold til valget i 2013. Men det kommer ikke til at betyde en større indflydelse for de arabiske medlemmer af Knesset.

Der har altid været arabiske partier repræsenteret i Knesset. Partierne har alle været imod staten Israel på den ene eller den anden måde. Af den grund plejer de øvrige partier ikke at danne regering med arabiske partier. Man vil simpelthen ikke stå i en situation, hvor et arabisk parti kan hive tæppet væk under en israelsk regering midt under en krig eller i en anden situation, hvor landet er sårbart og har brug for stabil ledelse.

For at kunne få indflydelse vil det kræve, at de arabiske partier begynder at støtte regeringens ret og pligt til at forsvare israelerne mod de alvorlige trusler som Hamas, Hezbollah og andre udgør. Så længe de arabiske partier ikke går ind for, at Israel forsvarer sig, lige så længe vil de være sat uden for indflydelse. Realistisk set må vi nok vente indtil Israel har fred med sine naboer, før de arabiske partier kan få reel indflydelse på israelsk politik.

Der er heller ikke stor enighed internt i den arabiske fællesliste. De tre partier der indgår i fælleslisten er hhv. kommunister, islamister og arabiske nationalister. Så snart de har sat sig på deres pladser i Knesset vil de tre partier forfølge hver deres dagsorden.

Meningsmålingerne viste dødt løb – hvad skete der?
Meningsmålinger der var lavet i dagene op til valget viste død løb. Det gjorde de første exit-polls også. Alligevel fik Netanyahu et forrygende valg. Der kan være sket to ting. Enten ombestemte israelerne sig i de sidste timer på valgdagen og stemte i hobetal på Bibi. Eller også er meningsmålingsinstitutterne uduelige. Enhver der forsøger at svare på spørgsmålet vil skyde i blinde. Jeg har ikke et godt svar, og jeg tror ikke vi får et svar.

Valgkampen handlede om Netanyahu. Arbejderpartiets slogan var “Der er OS eller HAM”, Likuds slogan var “Kun Likud. Kun Netanyahu.”. Israelerne havde valget mellem Bibi eller ej og valgte Bibi.

Læren er, at oppositionen og arbejderpartiet skal finde deres egen platform og forsøge at overbevise israelerne om at de har svarene på de store politiske spørgsmål – ellers vinder Bibi også det næste valg.