«

»

okt 29 2014

Svigagtighed ved en kamp “for” Palæstina som meget mere ligner en kamp mod Israel – Kort der lyver

Af Dina Grossman

Skal Danmark blive nation nummer 135, der anerkender Palæstina som selvstændig stat med udgangspunkt i 1967-grænserne? Det mener Mellemfolkeligt Samvirke (MS), som har gang i en stor underskriftssamling herom.

Det mener vi ikke. Udover at pointere, at en sådan aktion undergraver forhandlingerne mellem PLO og Israel, vil vi imidlertid ikke her og nu gå nærmere ind i debatten.

I stedet for vil vi gerne sætte fokus på de uhæderlige virkemidler, som anvendes af MS og andre, som forsøger at fremme den palæstinensiske sag uden at forlange noget af andre end Israel.

På underskriftssamlingen vises en serie af tre, rødfarvede landkort, som skulle vise hvordan det palæstinensiske område er ved at forsvinde. Det forsimplede og fordrejede budskab er, at Israel er en tyveknægt. so-called-shrinking-palestine-with-correction-stamps

Landkortserien indeholder ingen løgn – men må betragtes som svigagtig i kraft af uhyre væsentlige udeladelser. Landkortserien findes i mange både 3-korts- og 4-kortsversioner. I det følgende gennemgås til sammenligning en 4-kortsversion sammen med MS-versionen, som bl.a. afslører at MS bruger een af de mere svigagtige versioner.

Når du er færdig med gennemgang håber vi at du vil spørge:

Hvad vil MS opnå ved at bruge et meget stærkt grafisk udtryksmiddel, der ikke kan andet end at piske en stemning op imod Israel?

 

MS-pre-1948“Palæstinensisk mandatområde før 1948.”

MS-overskriften er næsten korrekt. Men der var faktisk tale om “et mandat for Palæstina”, ikke et “palæstinensisk mandatområde”. Og hvorfor er denne forskel vigtig?

Med varierende grænser og befolkningssammensætninger, og varierende grader af selvstyr, havde området været en provins i en lang række imperier. Navnet Palæstina blev først brugt af romerne i år 135 som led i at udslette jødernes identitet som et folk.

Det sidste herskende imperium i rækken blev Osmanerriget (1516-1918), som blev opløst i forbindelse med Første Verdenskrig. I forbindelse med sejren over ottomanerne vil sejrsherrene dels sikre deres egne geopolitiske interesser, dels støtte lokalbefolkningerne til national selvbestemmelse. Ja, sådan er storpolitik – aldrig sort-hvidt.

For at opnå disse mål blev det ved San Remo konferencen den 24. april 1920 besluttet at Frankrig skulle få mandat over “Syrien” (inkl den nuværende Libanon) samt at Storbrittanien skulle få mandat over “Mesopotamien” (nu Iraq) og “Palæstina” (som også inkluderede nutidens Jordan).

1947-1948-mandate Sammenligningsversionen af første landkort er mindre præcist end MS-versionen, som trods alt skriver “mandatområde” og ikke blot “Palæstina”. Men i det mindste viser sammenligningsversionen til forskel fra MS-versionen, at befolkningen ikke var homogen.

Tilbage til den nationale selvbestemmelse. Der var flere forskellige retninger for arabisk nationalisme, men uanset retningen var der temmelig mange araber, som syntes det var ok at få re-etableret et jødisk nationalhjem i Levanten, dog nok ikke en suveræn nationalstat. Note: Se vores ofte-stillede spørgsmål hvis du ikke ved hvad Levanten er.

Imidlertid blev betingelserne for tryghed aldrig til noget, og briterne overdrag mandatet til FN.

1947-delings-plan-fn-un-partitionFN vedtog i 1947 en delingsplan, så der kunne etableres en jødisk stat og en arabisk stat inden for mandatområdet – idet Jerusalem skulle være under international beskyttelse – hvad der heller aldrig blev til noget.

MS viser ikke delingsplanen, hvad der er en meget graverende udeladelse.

Delingen blev baseret dels på befolkningskoncentrationer, dels på et skøn over et behov for ekstra plads til jødiske tilflyttere, ikke mindst flygtninge fra Europa, Rusland, Nordafrika og Mellemøsten. Negev-ørkanenet udgjorde 60% af det totale jordområde, som blev udset til en jødisk stat.

Araberne vil ikke acceptere planen. Det vil jøderne. De erklærede Israels uafhængighed i maj 1948 og blev straks angrebet fra alle sider. Det kan ikke nægtes at nogle ny-israelere var meget glad for at omkring 700.000 araber flygtede. Og der var også nogle tilfælde af egentlig fordrivelse.

Men der var også rigtig mange israelere som gerne vil bo i fred med et arabisk mindretal. I dag er godt 20% af Israels befolkning arabere, for det meste muslimer, men også kristne og andre.

“1967-grænser” – MS landkort nummer 2, nummer 3 i andre versionerMS-1967

Da uafhængighedskrigen blev nogenlunde afsluttet i etaper frem til 1949, blev der tegnet våbenhvileslinier, de såkaldte “grønne linier”.

Det er svigagtighed af rang, når MS beskriver kortet som “Israel og de besatte palæstinensiske områder i 1967”.

1967Jo, det er rigtigt nok at det så sådan ud efter 6-dags-krigen i 1967. Men som vist på sammenligningsversionen af kortet havde det også set sådan ud i hele tidsrummet fra 1949 til 1967.

Områderne var dog ikke palæstinensiske. Så her er MS-versionen lidt mere sandfærdig end sammenligningsversionen: områderne var besatte.

Imidlertid var de ikke besat af Israel. Gaza var besat af Egypten og Vestbredden var besat af Jordan. Igen en meget alvorlige udeladelse.

Der var ingen arabiske aktører, som – når det kom til stykket – vil hjælpe Palæstina-araberne til at få deres egen stat. Men måske var dette heller ikke meningen?

Da PLO – Palestine Liberation Organisation – blev dannet i 1964 vil man ikke forsøge at få Vestbredden og Gaza fra Jordan og Egypten. Man var kun interesseret i at vinde Israels territorium. Det var først efter at Israel i 1967 fik kontrol over Gaza og Vestbredden at disse områder blev set som en del af den stat, PLO gerne vil få skabt.

series-2005MS-2011 Sidste kort i serien – uanst version – viser hvor fragmenterede de palæstinensiske områder er i dag.

Igen helt rigtigt – og sørgeligt! Men hvad er sammenhængen?

I 1993 blev der påbegyndt en fredsprocess, “Oslo-processen”, som førte til skabelsen af det palæstinensiske selvstyre (PA). Og PA har for længst fået ansvar, helt eller delt med Israel, for de byer og landsbyer, hvor fleste Palæstina-araber boede.

De farvede områder på kortet viser de områder, som blev udpeget som starten på historiens første arabisk-palæstinensiske stat, og som allerede er underlagt PA.

At det palæstinensiske område fortsat er gennemhullet af områder kontrolleret af israelske politistyrker og tropper er dybt beklageligt. Det var jo meningen, at grænserne skulle komme på plads inden for 10-12 år, hvorefter Israel skulle trække sig ud.

Begge parter bygger i Vestbredden uden hinandens samtykke, men der er mange gode modeller for at få løst problemerne som bliver skabt af dette vanvid. Den mest afgørende hindring for at nå frem til en aftale om grænserne er sikkerhed – og indtil sikkerhedsproblemet er løst kommer der ingen aftale med Israel.

Når politiske aktører uden for den arabiske verden blander sig, går det sommetider godt, men ofte galt. Og hvordan kan det gå andet end galt, når den politiske kommunikation omfatter stærke grafiske udtryksmiddler, som ikke kan andet end at piske en stemning op imod Israel?