«

»

nov 25 2012

Max Meyers tale til solidaritetsmøde den 25. november 2012

Kære venner af Israel, kære venner af Dansk Zionistforbund kære alle der har mødt op her i dag for at vise sympati og støtte til Israel

Vi har den seneste uge set og følt med befolkningen i Israel. Vi har følt og haft sorg når vi igen har set bomber falde over Sderot, Ashkelon og denne gang også over Beer-Sheva, Tel-Aviv, Ashdoth og mange andre byer i det sydlige Israel.

Vi har grædt med Israels befolkning, når der igen var en bus med børn, unge og gamle der blev spræng i luften i midten af Tel-Aviv.

Da vi planlagde denne sympati og støtte møde for Israel regnede bomberne ned minut efter minut, time efter time og dag efter dag.

Siden er der indgået en våbenhvile, og vi arrangørerne af dette møde, talte om vi stadig skulle afholde dagen i dag, eller aflyse den? Som i ved har vi valgt at gennemføre vor sympati og solidaritets møde for Israel.

For freden er ikke kommet til Israel

Våbenhvilen har igen givet en pause i skyderi ind over grænsen fra Gaza, men at tro at det denne gang holder, kræver mere tillid og måske også naivitet end jeg har.

Vi holder dette møde også fordi vi tænker på lille Moshe, lille Moshe som hver dag i sin børnehave i Sderoth har måtte løbe i beskyttelsesrum når sirenerne lød og bomberne fald hist og pist.

Vi holder dette møde også fordi vi tænker på lille Sara som hver nat vågner med mareridt og i drømme har hørt lyden af andre børn skrig og de voksnes bange råb, når raketter flyver over hendes hjem.

Vi holder dette møde også fordi vi tænker på Shlomo, som er inde og aftjene sin værnepligt, og hver dag går med risiko for at miste livet eller i heldigste forstand blive invalideret, at bomber eller terrorister.

Og vi holder også dette møde for alle de forældre, bedsteforældre, tanter og onkler der dag efter dag lever i en konstant bekymring for deres kære, uanset om deres kære er i vuggestue, børnehave, skole, militærtjeneste, kører i busser, går på restauranter, er indkaldt til meluim (genindkaldelse) eller blot sidder og nyder tilværelsen på en bænk.

Hele Israels befolkning lever i en konstant bekymring for deres kære.

Israel kan om nogle få måneder fejre Yom Haazmaut, Israels selvstændigheds 65 års fødselsdag.

Kære venner, tænkt at leve og bo i et land der mere eller mindre har været i krig eller under angreb i 65 år.

Derfor står vi her i dag og sender vores tanker, ønsker og håb til Israel og des befolkning.

Over en million mennesker i det sydlige Israel, har de seneste år måtte leve med daglige raketalarmer, hvor mere end 10.000 raketter nogle gange med få minutters mellemrum er fløjet over civilbefolkningen.

Hvis der er nogle der har været i tvivl, har man nu set Hamas sande ansigt.

En terror organisation, der kynisk glæder sig over civile tab hos deres fjender, og endnu mere kynisk udnytter civile tab blandt deres egen befolkning.

I Israel græder man over hvert et uskyldig tab af menneskeliv, mens man i Hamas fester og glæder sig over samme.

Israelske soldater har lige som i alle de forrige krige gjort hvad der er menneskeligt muligt, for at undgå uskyldige ofre.

Men Hamas har og gør det svært, når de affyrer deres raketter mod Israel fra områder i Gaza der ligger op af skoler og hospitaler.

Samtidig med at Hamas lederne gemmer sig i de mest befolkede boligområder i Gaza.

Israelske soldater og militæret i Israel, gjorde også i denne krig alt for at undgå civile drab, med udsendelse af advarsler før angreb, men desværre blev der også i denne krig dræbt mange civile palæstinensere.

Golda Meir, sagde engang: ”Når freden kommer vil det måske være muligt at tilgive araberne for at de dræbte vores sønner, men der bliver svære at tilgive araberne at de tvang os til at dræbe deres sønner.”

Tænk at et land under angreb, i krigens timer stadig sendte medicin og mad ind i Gaza og konstant modtog de sårede palæstinenser til behandling på Israelske hospitaler.

Vi skal være stolt af Israel, der igen viste at de ønsker fred med alle deres naboer.

Kære alle

Jeg skrev for nylig sammen med Dansk Zionistforbund en kronik, som desværre pt. ikke er blevet optaget i aviserne herhjemme.

Men jeg vil så bruge dette skrevne ord til at læse op for jer i dag:

Jeg er zionist, og det betyder, at jeg elsker Israel højt.

Som ven af Israel støtter jeg Israels ret til at forsvare sig mod de tusinder af raketter, som Hamasstyret i Gaza skyder ind over Israel. Israels regering gør, som alle andre demokratiske regeringer ville gøre, når dets borgere trues på livet., de beskytter dem med de midler det endnu engang kræver.

Men jeg er også ven af palæstinenserne, og det gør mig utrolig ked af det, når uskyldige palæstinensere dør i denne lange og grusomme konflikt. De civile palæstinenser lider mest i denne konflikt, der er desværre oftest de civile palæstinenserne der dør eller bliver skadet når bomberne falder over Gaza.

Jeg går ind for et frit og levedygtigt Palæstina, et Palæstina med gode relationer til dets nabolande herunder selvfølgelig også til Israel.

Jeg ønsker at terror, krig, vold, civile drab samt besættelsen slutter så hurtigt som muligt, jeg ønsker fred. Det samme gør alle mine venner i Israel og det samme gør Israels regering.

Alle ønsker at se at freden sænker sig over Mellemøsten, i det mindste i dette urolige hjørne af Mellemøsten, og alle ønsker at se der børn vokse op i en rolig og normalt hverdag, uden at skule være bange for bomber den ene eller anden vej fra.

De, der ikke ønsker fred, er Hamas.

Hamas slås ikke for fred og en selvstændig Palæstinensisk stat. Hamas slås ikke for at unge palæstinensiske børn kan vokse om i fred og fordragelighed med deres naboer. Hamas ønsker ikke at freden skal sænke sig over Mellemøsten.

Hamas slås for at udslette Israel. De ser det som deres religiøse pligt at udslette Israel fra landkortet, og de er endog tilfredse med at udslette én israeler af gangen. Det er ikke noget jeg finder på. Det er Hamas’ egne ord i deres politiske grundlag, og udslettelsen af Israel kan man læse om dagligt i Hamas’ aviser i Gazastriben.

Derfor bør alle venner af palæstinenserne marchere mod Hamas. Det er deres modbydelige angreb mod uskyldige civile i Israel, der står i vejen for fred. Det er Hamas, der affyrer raketter fra boligkvarterer i Gaza. Hvilket betyder, at når Israel forsøger at forsvarer sig, så mister uskyldige palæstinensere livet. Jihadisterne i Hamas er mere end glade for at kunne gøre uskyldige palæstinensere til martyrer i kampen mod Israel.

Jeg er klar over, at det er israelernes våben, der dræber. Men en hvilken som helst stat er vel pligtige at forsvare sin befolkning, når den bliver angrebet af tusindvis af bomber sendt ind over en grænse?

Og ansvaret for krigen i Gaza tilhører Hamas og deres kamp for at udslette Israel.

Der er et stående tilbud fra den Israelske regering om en fredsløsning, hvor mere end 95 pct. af Vestbredden og hele Gaza bliver deres. Alt hvad palæstinenserne skal gøre, er at stoppe jihadisternes kamp for at udslette Israel. Lige nu er Hamas og jihadisterne desværre for stærke. Man kan sige, at freden kommer, når palæstinenserne selv begynder at bekrige Hamas, så Israel ikke behøver gøre det.

Jeg håber at flere af palæstinensernes venner her i Danmark, f.eks. Formand Fathi El-Abed fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, snart melder sig som modstandere af Hamas.

Vil Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og dens formand fred, er det kun et at gøre. At gå sammen med Dansk Zionistforbund og andre demokratiske organisationer, og bekæmpe og fordømme Hamas utallige angreb på civilbefolkningen i Israel.

Det ses for tit at Israels venner skælder ud på palæstinenserne mens Palæstinensernes venner skælder ud på Israel.

Jeg vil gerne opfordre til fred. Jeg vil gerne opfordre til, at Israels venner og Palæstinas venner sammen melder ud, at Hamas både er Israels og palæstinensernes fjende, at Hamas og deres støtter står i vejen for den fred, vi alle ønsker og at Hamas står i vejen for det frie Palæstina, som vi alle ønsker.

Dette var de skrevne ord, og kære venner for at slutte min tale af her i dag, med et håb om at våbenhvilen vi blive bevaret og udvikle sig til en egentlig fred, vil jeg på vegne af hele det israelske folk takke jer alle for at møde op i dag for støtte Israel og for altid at være der når Israel har brug for jer.

Må mit ønske være at næste gang vi mødes vil det være i fredelig fejring af Jom Haazamaut Israels 65 års fødselsdag, og at alle må få ret og lov at leve i fred og sikkerhed.