«

»

apr 30 2015

“Det forsvindende Palæstina” – en løgn fortalt med landkort

Af Dina Grossman

I forbindelse med overdreven Israel-kritik overalt i verdenen anvendes en serie landkort, som som skulle vise, hvordan det palæstinensiske område er ved at forsvinde. Det forsimplede og fordrejede budskab er, at Israel er en tyveknægt – og at hele Israel er besat territorium.

Landkortsserien er fornyligt brugt i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings (DPV) reklame på Movia busser – som Movias ledelse i dag har besluttet at fjerne (30. april 2015 – se http://www.b.dk/nationalt/movia-fjerner-kampagne-mod-israelske-bosaettelser-fra-busser og http://www.b.dk/nationalt/movia-boykot-israelske-varer-kampagne-virkede-unoedigt-stoedende)


Opdatering 11. maj – Karen Melchior (R) har den 8. maj komenteret i JP. Hun er for en bosættelsesboykot men imod de kort der delegitimiserer Israels eksistens. Hun påpeger – meget klogt – at det er kortene, man ser, når busserne kører forbi

Kritikken af DPVs 4-kortsversion kan nedkoges såldes:

(1) 1946-kortets grønne område antyder, at araberne blev lovet hele 1922-mandatsområdet – hvorfor (2) FNs delingsforslag 1947 virker som en decimering. (3) 1967-kortets grønne områder er Vestbredden og Gaza, som var besat 1949-1967 af hhv Jordan og Egypten, og derefter af Israel. Disse områder blev udset til en palæstinensisk stat i 1993 (Oslo-aftalerne). (4) De grønne pletter på sidste kort viser hvor langt man i dag er kommet med at  få indført palæstinensk selvstyr.


so-called-shrinking-palestine-with-correction-stamps

Landkortsserien findes i flere versioner, som dog altid er præget af uhyre væsentlige udeladelser. Udeladelserne gør, at den historie, kortene fortæller, er falsk – og giftig.

I det følgende gennemgås to versioner:

  • en 3-kortsversion, som anvendes af Mellemfolkeligt Samvirke (MS)
  • en 4-kortsversion, som ligner DPVs

 

MS-pre-1948

1. “Palæstinensisk mandatområde før 1948.”

MS-overskriften (kortet til venstre – rødt) er næsten korrekt. Men der var faktisk tale om “et mandat for Palæstina”, ikke et “palæstinensisk mandatområde”.

1947-1948-mandateI 4-kortsversionen til højre er overskrifterne værre end MS-versionen, som trods alt skriver “mandatområde”. Men selve kortet er bedre, fordi det viser klart, at befolkningen ikke var homogen.

Her er baggrunden:

Med varierende grænser og befolkningssammensætninger, og varierende grader af selvstyr, havde området været en provins i en lang række imperier. Navnet Palæstina blev først brugt af romerne i år 135 som led i at udslette jødernes identitet som et folk.

Det sidste herskende imperium i rækken blev Osmanerriget (1516-1918), som blev opløst i forbindelse med Første Verdenskrig. I forbindelse med sejren over ottomanerne vil sejrsherrene dels sikre deres egne geopolitiske interesser, dels støtte lokal-befolkningerne til national selvbestemmelse.

Ja, sådan er storpolitik – aldrig sort-hvidt.

For at opnå disse målene blev det ved San Remo konferencen den 24. april 1920 besluttet, at Frankrig skulle få mandat over “Syrien” (inkl den nuværende Libanon) samt at Storbrittanien skulle få mandat over “Mesopotamien” (nu Iraq) og “Palæstina” (som indtil 1922 også inkluderede nutidens Jordan).

Mht de lokalbefolkningers interesser var der flere forskellige retninger for arabisk nationalisme, med forskellige ønsker til selvbestemmelse. Men uanset retningen var der temmelig mange araber, som syntes det var ok at få re-etableret et jødisk nationalhjem i Levanten, dog nok ikke en suveræn jødisk nationalstat.

 

2. FN delingsplanen, 1947

1947-delings-plan-fn-un-partition

Helt igennem mandatperioden var der så megen uro – faktisk en løbende borgerkrig -, at briterne opgav at få etableret en enhedsstat med et selvstyrsområde for jøderne.

FN vedtog derfor en delingsplan, så der kunne etableres en jødisk stat og en arabisk stat inden for mandatområdet – idet Jerusalem skulle være under international beskyttelse (hvad der aldrig blev til noget).  Fire-korts versionen til højre er en loyal præsentation af delingsplanen. MS-versionen af landkortsserien inkluderer ikke delingsplanen, hvad der er en meget graverende udeladelse.

Delingen blev baseret dels på befolkningskoncentrationer, dels på et skøn over et behov for ekstra plads til jødiske tilflyttere, ikke mindst flygtninge fra Europa, Rusland, Nordafrika og Mellemøsten. Negev-ørkanenet udgjorde 60% af det totale jordområde, som blev udset til en jødisk stat.

Araberne vil ikke acceptere planen. Det vil jøderne, som erklærede Israels uafhængighed i maj 1948. Israel blev straks angrebet fra alle sider – og således blev den arabisk-israelske krig lanceret.

Det kan ikke nægtes at nogle ny-israelere var meget glad for at omkring 750.000 araber flygtede fra kirgen. Og der var også nogle tilfælde af egentlig fordrivelse. Men der var også rigtig mange israelere som gerne vil bo i fred med araberne.  I dag er godt 20% af Israels befolkning arabere, for det meste muslimer, men også kristne og andre.

 

3. “1967-grænser” (MS landkort nummer 2)

MS-1967

1967

Da uafhængighedskrigen blev nogenlunde afsluttet i etaper frem til 1949, blev der tegnet våbenhvileslinier med grønt blæk, hvorfor de kendes som de “grønne linier”. 

De røde områder på MS-kortet til venstre (grønne på kortet til højre) var ikke palæstinensiske:  De var besat af Jordan og Egypten indtil Israel indtog dem i 1967.

Hverken Jordan eller Egypten gjorde noget for at hjælpe Palæstina-araberne til at få deres egen stat.

Og da PLO – Palestine Liberation Organisation – blev dannet allerede i 1964 vil man ikke forsøge at få Vestbredden og Gaza fra Jordan og Egypten.

Man var kun interesseret i at overtage Israels territorium. Det var først efter, at Israel i 1967 fik kontrol over Gaza og Vestbredden, at disse områder blev af PLO betragtet, som en del af den ønskede palæstinensiske stat.

 

series-2005

MS-20114. Sidste kort i serien – uanset version – viser hvor fragmenterede de palæstinensiske områder er i dag.

Disse kort er sandfærdige – og afspejler en sørgelig situationen.

Men er det Israel som har “ædt sig ind” i palæstinensiske områder?

Eller er historien snarere følgende? Lad os se på hvad kortseriernes fortælling udelader.

I 1993 blev der påbegyndt en fredsprocess, “Oslo-processen”, som førte til skabelsen af det palæstinensiske selvstyre (PA). Og PA har for længst fået ansvar, helt eller delt med Israel, for de byer og landsbyer, hvor fleste Palæstina-araber boede.

De farvede områder på kortet viser de områder, som blev udpeget som starten på historiens første arabisk-palæstinensiske stat, og som allerede er underlagt PA.

At det palæstinensiske område i Vestbredden fortsat er gennem-hullet af områder kontrolleret af israelske politistyrker og tropper, er dybt beklageligt.

Det var jo meningen, at grænserne skulle komme på plads inden for 10-12 år.

Men nu er der gået 22 år “siden Oslo”.  Hvorfor?

Hvis man skal koge det ned til een afgørende hindring, er det Israels bekymringer over sikkerhed.  Denne problemstilling er meget mere kompleks end mange forstår.  Anvendelse af landkortsserien bidrager ikke til forståelse – men i bedste fald til fordummelse og i værste fald til blindt raseri.

PS: Hvad med bosættelserne og sikkerhedsbarrieren? Æder de sig ikke ind i Vestbredden – øst for “den grønne linie”?

Der er nogle bosættelser som ikke æder sig ind – og andre der gør.  En betragtelig del af bosættelserne ligger inden for de områder, som sandsynligvis vil indgå i en bytte af jordarealer, når de endelige grænser fastsættes. Det vil sige, at disse bosættelser æder sig ind øst for den grønne linie, – men det er sandsynligt, at de endelige grænser vil betyde, at de vil befinde sig vest for linien.

Men det skaber en del uro, at der er betragtelig vækst i det antal boliger og beboere, som tilhører disse bosættelser. Det skaber også uro, at der er vækst i bosættelserne i andre områder, fordi væksten kan meget vel betyde, at op til flere hundrede tusinde israelere enten skal integreres i et kommende Palæstina – eller forlade det, frivilligt eller under tvang.

Mikkel Andersson (Freelancer hos Berlingske og Redaktør hos Rokokoposten) har i løbet af sommeren 2014 skrevet kritiske analyser af 4-korts versionen, som ligner ovenstående kritik. Mens DZF ikke har nogen officielle holdning til bosættelserne, kan det være nyttig at se hvordan en stærk modstander af bosættelserne samtidigt kan kritisere landkortsserien. Mikkel Anderssons analyse slutter således:

 Det [kritikken] betyder ikke, at bosættelserne er legitime. De er en monumental moralsk og politisk fejltagelse fra Israels side, og palæstinenserne har ret til en nation med selvbestemmelse, suverænitet og territorial integritet.

Men det ændrer ikke på, at forsøget på at fremstille en kompleks historisk udvikling, hvor der på intet tidspunkt har været en palæstinensisk nation, som en narrativ om at Israel konstant taget gigantiske landområder fra en palæstinensisk stat eller individuelle jordejere, som kortet ovenfor forsøger, er faktuelt forkert.