«

»

sep 29 2014

”Boykot Israel” – en uendelig glidebane? 

Af Dina Grossman

De seneste måneder – og med tiltagende omfang – har flere politikere og aktivister været meget i medierne med opfordringer til at lægge et meget stort pres på Israel, fx med boykot og sanktioner.

Martin_Lidegaard

Senest har udenrigsministeren Martin Lidegaard som bekendt sagt: “Jeg vil ønske, at det ikke kommer dertil.” (Jyllands Posten, 22. september 2014, “Lidegaard udløser dansk strid om Israel”) Men hvis Martin Lidegaards ønske skal realiseres, skal han måske sætte sig mere i, hvad de tiltænkte handlinger kan indbære, især fordi han selv påtager sig så stort at ansvar. Fx siger han, at EU politik allerede går i retningen af boykot og sanktioner, men alligevel vil han personligt til næste møde mellem EUs udenrigsministre rejse sagen.

Derfor håber vi at han vil læse følgende, som vi ellers stiler direkte til hver enkelte af de  allerede erklærede tilhænger af boykot og sanktioner – ikke mindst Margrete Auken, Zenia Stampe, Mogens Lykketoft, Trine Pertou Mach Stephen Kinnock; lokalpolitikere Peter Mikkelsen, Susanne Ursula Larsen (og andre lokalpolitikere fra Enhedslisten, de radikale,  SF, og Socialdemokraterne); Hamid Ittaouil, præsten Peter Skov Friis, John Ekebjærg-Jakobsen – og vi har sikkert overset nogen.

Tilsigtet eller ej er du nu tæt knyttet til den internationale bevægelse for ”BDS” mod Israel: Boykot, De-investering og Sanktioner.  Og det kan godt være, at du ikke er helt klar over, hvor denne tilknytning bærer dig hen. Eller at du er klar over det, men at dine vælgere og med-aktivister ikke er det.

Størstedelen, som tilslutter sig ”BDS” over alt i verden tror, at målsætningerne er ophævelse af besættelsen af Vestbredden, ophævelse af blokade på Gaza, og en på alle tænkelige måder forbedret retssikkerhed for palæstinenserne. Altsammen inden for det overordnede mål, som hedder en retfærdig to-statsløsning.

Førende BDS-aktivist Ali Abunimah skriver, at selvom BDS-bevægelsen ikke har en politik herom, er de fleste organisationer i styregruppen for BDS rent faktisk tilhængere af en retfærdig to-statsløsning for Israel og Palæstina (Electronic Intifada 2013-02-06).

Men under radaren – dog ikke særligt skjult– siger de mest indflydelsesrige individer inden for BDS, at de ønsker en een-statsløsning, som ophæver den jødiske stat Israels eksistens.   Underforstået at alle skal leve fredeligt sammen – og at et jødisk mindretal har intet at bekymre sig over.

Ali Abunimah har skrevet to bøger, hvori han argumenterer for en en-statsløsning: ”One Country: A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse” (2006) og ”The Battle for Justice in Palestine” (2014).

Ali Abunimahs argumenter hviler på en antagelse om, at jøder ikke er et folk med ret til selvbestemmelse – mens palæstinensere er det.  Andre ledende BDS-skikkelser siger det samme; her er et par vægtige eksempler:

”[To-statsløsningen] var aldrig en moralsk løsning … Enstatsløsningen er en enhedsstat, hvor – per definition – jøder vil være en minoritet”. ”Jeg er totalt imod bi-nationalisme fordi den forudsætter at der er to nationer med lige ret til landet.” (Omar Barghouti, stifter af “Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel” og medstifter af BDS-bevægelsen.  CounterPunch, 2003; Electronic Intifada, 2009).

”Det egentlige mål for BDS er at nedlægge staten Israel… Dette bør fremsiges som et utvetydigt mål. Der skal ikke være nogen som helst tøven. Retfærdighed og frihed for palæstinenserne er uforenlige med, at staten Israel er til.” (Professor As’ad Abu Khalil , BDS aktivist. Alakhbar – English, 2012)

Disse tre aktivister bygger i øvrigt på en lang tradition for fundamentalistisk anti-zionisme:

Omar Barghouti og de skuldre han bygger på

Omar Barghouti og de skuldre han står på

Det kan være at også du mener, at jøderne ikke er et folk med ret til selvbestemmelse, og at de således ikke bør have en stat – men i så fald bør du tone rent flag. Du skal også gøre dig klar over, at der er store risici for, at den tiltænkte fredelige sameksistens ikke indtræffer. Som Ali Abunimah har sagt i 2009:  ”Det bedste scenarie [for en en-statsløsning] er noget i retningen af Sydafrika og Nordirland fremfor Zimbabwe. Men man kan ikke udelukke, ved du, en form for katastrofe, så som Zimbabwe.” Vi kan tilføje en del andre eksempler for eksempel de tilfælde, som kan rubriceres under overskriften, at ca 900.000 jøder blev fordrevet fra arabiske og andre muslimske lande mellem 1920 og 1970.

Måske er du blandt dem, som mener at Israel har ret til at være til – og at BDS-handlinger kan adskilles fra de intentioner, som Ali Abunimah, As’ad Abu Khalil, og Omar Barghouti har.

Men i så fald er det nødvendigt at præcisere dine målsætninger. For eksempel:

Gaza:  Israel har allerede lempet sin blokade, ikke mindst i 2010. Israel er også i gang med nye lempelser i kølvandet på den nye våbenhvilstilstand.  Hvad er det helt præcist du forestiller dig skal ske, førend du mener, at blokaden af Gaza i tilstrækkelig grad er ophævet? Skal Israel også stå til ansvar for Egyptens blokader og lukninger af grænseovergange?

Vestbredden: Israels tilstedeværelse i Vestbredden foregår inden for den ramme, som blev skabt af Oslo-aftalerne i 1993. Der er ingen tvivl om, at tilstandene er uholdbare, ikke mindst fordi de fleste byer, som allerede for længst er overdraget til Det palæstinensiske selvstyre, er omringet af Israel-kontrollerede områder af “type C”, således at de ikke er forbundet med hinanden. Vi kan kun give Abbas ret i, at en opdateret handlingsplan for aftale af de endelige grænser er tvingende nødvendig.  Men vil du stoppe med BDS når aftalen er indgået? Eller venter du til, at det hele er ført ud i livet? Skal Israel stå til ansvar for palæstinensiske aftalebrud? 

Hvis du ikke har præcise målsætninger, for hvad der skal til for at hæve BDS, er der intet, som Israel kan gøre, for at gøre dig tilfreds.  Og hvor er du så parat til at glide hen?

Goal: Destroy Israel

Goal: Destroy Israel