«

»

apr 09 2015

Atom-aftale: Iran kan frit lave atomvåben om ti til femten år

Atom vækkeur

af Jonatan Møller Sousa, næstformand i Dansk Zionistforbund

Den rammeaftale, som USA og stormagterne har lavet med Iran i Lausanne i Schweiz, betyder, at Iran frit kan lave atomvåben om ti til femten år. Det har Præsident Obama erkendt overfor amerikanske medier. Når Obama og mange andre i verden alligevel støtter aftalen, så er det fordi, alternativet er en grusom krig mod Iran. Det er ikke let at være en leder af den frie verden, og det har aldrig været let, for vi lever ikke i en nysselig verden, hvor der ikke findes farer, og hvor der ikke findes had og vold.

Tag ikke fejl af Iran
Det iranske præstestyre er en af repræsentanterne for had og vold i vores verden. Iran finansierer islamistisk terror i hele Mellemøsten. Vi ser, hvordan våben og penge flyder fra Irans ayatollaher til Hamas i Gaza, Islamisk Jihad på Vestbredden, Hezbollah i Libanon og shiamuslimske militser i Irak og Yemen.  Tag ikke fejl af Iran. Det er en regional stormagt, der har ambitioner om at blive en regional supermagt. Siden den islamiske revolution i 1979 har Iran forsøgt at udbrede sin indflydelse i hele Mellemøsten.

Det er ikke kun farligt for Israel, hvis Iran bliver bevæbnet med atomvåben. Shiamuslimerne i Iran ønsker også hævn over sunnimuslimerne i blandt andet Irak, Ægypten og Saudi-Arabien. Sunni-muslimerne har i århundreder undertrykt shiamuslimer, og med Iran som atommagt kan shiamuslimerne få deres længe ventet hævn. Jeg frygter et Mellemøsten i endnu mere kaos og vold hvis Iran ikke forhindres i deres hævntogt.

Hvad står der i aftalen?
Rammeaftalen mellem stormagterne og Iran sænker Irans mulighed for at berige uran, aftalen kan opsummeres således:

  • Iran sænker antallet af aktive centrifuger fra ca. 19.000 til ca. 6.000 i 10 år
  • Iran må kun berige uran til 3,67 procent i 15 år – man skal bruge en kvalitet på 90 procents beriget uran til at lave atomvåben.
  • Iran må udelukkende bruge centrifuger med gammel teknologi (IR-1 centrifuger) de næste 10 år

Kilde: Times of Israel, 2. april 2015.

Med de centrifuger Iran er i besiddelse af i dag kan landet i løbet af tre måneder producere nok beriget uran til en atombombe, man siger, at Iran dermed har en ’breakout-time’ på tre måneder. Med rammeaftalen vil Irans ’break out time’ bliver mindst et år. Det er altså indtil Iran om ti år må benytte den nyeste teknologi til at berige uran.

Efter ti år har Iran fået lov til at bruge de mest avancerede centrifuger og kan dermed få en ’breakout-time’ på få dage. Vi står altså i en uhyre farlig situation om ti år, hvor Iran kan beslutte sig for at lave verdens mest destruktive og farlige våben, og efter få dage så står ayatollaherne med våbnene i hånden.

Præsident Obama siger det faktisk meget klart:

“…En relevant frygt er, at Iran efter tretten eller måske femten år vil have avancerede centrifuger, der meget hurtigt kan berige uran, og derfor har en ’breakout-time der er næsten lig nul”

Kilde: New York Times, 7. april 2015.

Det internationale samfund vil hæve de strenge økonomiske sanktioner, og man vil forholde sig passivt indtil Iran om ti år kan bevæbne sin egen hær eller en tilfældig islamistisk terrororganisation med atomvåben.  Jeg er ked af det, men dét er ikke en aftale, det er ren kapitulation. Verden er blevet meget farligere, hvis USA og Vesten viser så meget svaghed overfor en så modbydelig fjende. Hvad bliver situationen næste gang et land vil udfordre Vesten, næste gang et land truer med krig og vold?

Nogle gange er krigen tvunget ned over vores hoveder
Jeg hørte godt det lettelsens suk, som  lød overalt i verden, da vi hørte, at Iran og stormagterne var blevet enige om en aftale. For hvis man ikke havde indgået en aftale, så lå truslen om en forfærdelig krig mod Iran lige om hjørnet. Valget mellem krig og fred er let. Jeg vil vælge freden på linje med alle andre fornuftige mennesker på vores jord. Men nogle gange er fred ikke noget vi kan vælge. Nogle gange er krigen tvunget ned over vores hoveder.

Et atombevæbnet præstestyre i Tehran skaber mere krig, mere ødelæggelse og mere frygt. Med atomaftalen kan Iran have atomvåben om ti til femten år. Det er en fuldstændig uacceptabel situation for Israel, og for alle som elsker Israel. Det er en fuldstændig uacceptabel situation for alle, der ønsker fred.

Jeg vil ikke opfordre USA eller Israel til at marchere mod Tehran. Jeg hader krig. Det eneste håb, jeg kan have, er, at det internationale samfund smider aftalen fra Lausanne ud, og iværksætter endnu hårdere sanktioner mod Iran. Sanktioner er vores eneste håb for en løsning uden krig.

Men jeg er oprigtig bange for, at krigen mod Iran ikke kan undgås. Og hvis krigen ikke kan undgås, så skal vi ikke vente ti eller femten år, så skal vi ikke vente på at Iran får atomvåben.

 

Kilder:

http://www.nytimes.com/2015/04/08/us/politics/with-details-of-iran-nuclear-deal-still-in-flux-obama-opens-sales-effort.html?_r=2

http://www.timesofisrael.com/full-text-of-iran-nuke-deal-parameters-as-set-out-by-state-department/

Foto: Neil Hinchley, Tony Cyphert