«

»

sep 07 2014

Afgørelsen om 400 ha på Vestbredden – hverken hævn eller udvidelser, men en milepæl for Gush Etzion

Indledning

Jøder og muslimer beder sammen for redning af de tre bortførte jødiske unge 17. juni 2014, nær Gva'ot. Foto: Gershon Elinson/Flash90

Jøder og muslimer beder sammen for redning af de tre bortførte jødiske unge 17. juni 2014, nær Gva’ot. Foto: Gershon Elinson/Flash90

I søndags (d. 31. august 2014) traf Israel en afgørelse om, at Gva’ot, et ca 400-ha område i Gush Etzion på Vestbredden, nu kan betragtes som ejet af staten Israel.

Er Israel så i gang med at æde sig ind i Vestbredden og umuliggøre, at der kan skabes en sammenhængende palæstinensisk stat?

Der er mange meninger om den overordnede udvikling med “bosættelserne” – ikke mindst fordi der er flere typer, som har mange forskellige bevægegrunde og konsekvenser. Inden for DZF findes medlemmer med samtlige holdninger, for og i mod.

Men helt konkret i forbindelse med Gva’ot kan det siges, at afgørelsen ikke skaber yderligere hindringer for en bæredygtig palæstinensisk stat. Dette betyder, at afgørelsen ikke behøver at være en hindring for fred. Tværtimod er det muligt at netop Gva’ot er et eksempel på, at nogle bosættelser fremmer samarbejde og forståelse på tværs af israelere og palæstinensere!

Læs videre hvis du vil forstå begrundelsen for disse vurderinger af en ganske særlig situation. Forklaringen på billedet finder du sidst i artiklen.

Hvad er det for et projekt, afgørelsen indgår i?

Gva’ot er et område ved Gush Etzion, som har en helt særlig plads i Israels historie.

Forskellige grupperinger i Israel har længe ønsket at videreudvikle Gush Etzion. Et omfattende konkret projekt blev igangsat i 1982 – men blev i flere omgange standset af de israelske myndigheder, – sidst i 2000.

I 2008-2009 blev et nyt projekt sat i gang og i 2012 blev tilladelse givet til at bygge 523 boliger. Igen blev projektet standset, – næsten øjeblikkeligt.

Der har jo været mange modstandere af, at Israel udvikler noget som helst på Vestbredden. En række ministre har således fået standset planerne af frygt for at forstyrre de internationalt aftalte fredsprocesser, som har været i gang de sidste mange år.

Nutidens ramme er Oslo-fredsprocessen

I 1993 blev Oslo-fredsprocessen indledt med en international aftale om principper for endelig at fastlægge grænserne mellem Israel og en ny palæstinensisk stat. Fremskridtet har af mange grunde været ekstremt langsomt.

En vigtig milepæl var Wye River-aftalen (23 oktober 1998), som skulle skubbe til implementeringen af “Oslo II” (1995). Bl.a. blev der i Wye River-aftalen justeret grænserne for tre typer administrative områder inden for Vestbredden og Gaza:

Områder af type “A” er for længst kommet under Det palæstinensiske selvstyre (PA). Områder af type “B” er styret af PA, undtagen at sikkerhedskontrol varetages af Israel. Områder af type “C” er fortsat helt under Israels kontrol.

Situationen er bestemt problematisk, bl.a. fordi de palæstinensiske byer for det meste ikke har nogen forbindelse med hinanden, så en del af det arbejde, der skulle foregå for at bygge en sammenhængende stat, er gået i stå.

Der er dog lidt fremskridt i form af en bred enighed om, at de endelige grænser skal indebære udveksling af jordarealer. Afgørelsen om Gva’ot skal ses i lyset heraf.

Udveksling af jordarealer – og måske også befolkninger?

Udvekslingen skal dels baseres på hvor begge folk allerede har bygget, dels på behovet for sikre grænser for begge stater.

Israel har allerede ca 21% ikke-jødiske statsborgere, heraf er de fleste arabisk-palæstinensiske muslimer, og med lidt held kan Israel rumme nogle flere.

Og med lidt held vil i al fald nogle af israelerne i det kommende Palæstina blive statsborgere. Ellers bliver de nød til at forlade området. Og dét er der fortilfælde for: I forbindelse med tilbagetrækninger i 1979 fra Sinai (Egypten) og i 2005 fra Gaza, sørgede den israelske hær for, at samtlige derboende israelere blev tvunget ud.

Hvad så med Gush Etzion? Hvor skal det høre til?

Gush Etzion ligger mellem Jerusalem og Bethlehem

Israel_Map1-levant-egypt-clear

 

Etzion var faktisk beboet af jøder før den arabiske-israelske krig i 1948. I løbet af krigen besatte Jordan det område, der nu kaldes Vestbredden, og bortdrev jøderne.

Efter krigen i 1967 overtog Israel Vestbredden fra Jordan. Gush Etzion blev igen befolket og udviklet af jøder. I forhold til Wye River-aftalen ligger Etzion i område C under Israels kontrol.

Gush Etzions beliggenhed mellem Jerusalem og Bethlehem sandsynliggør, at de endelige grænser vil indlemme Etzion, og herunder Gva’ot, i Israel.

Den nye afgørelse om Gva’ot hviler på en længerevarende undersøgelse af ejerforhold. Afgørelsen udtrykker en konklusion om, at ingen private personer ejer jordstykket.

Afgørelsen kan ankes inden for 45 dage, og vil blive omstødt hvis nogen kan bevise ejerskab.

Men hvorfor er netop Gva’ot så vigtigt lige her og nu?

Det var ved Gva’ot, at tre unge israelere blev bortført i juni 2014 for senere at blive dræbt.

Der er allerede en del israelere som bor i Gva’ot, dog indtil videre uden statens anerkendelse.

Udvikling af Gva’ot skal binde byerne inden for Gush Etzion sammen med hinanden og med Israel, ikke mindst for at gøre Etzion mere sikkert.

Lidt svulstigt har nogle israelere sagt, at afgørelsen er “vores svar” på mord. Det kan godt lyde som hævn – og bliver i medierne ofte udlagt sådan. Men så enkelt er det ikke.

Etzion er ikke kun et område med stærk tilknytning til Israel.

Det er også et samfund hvor der findes et stærkt samarbejde mellem palæstinensere og israelere, bl.a. for at bekæmpe angreb på palæstinensisk ejendom af fanatiske jødiske bøller.

I forbindelse med bortførelsen af de tre unge israelere, blev der holdt fælles bøn – og såvel muslimer som jøder udtrykte sorg ”som om de var vores egne børn” – som vist på billedet.

(Oprindeligt udgivet 6 september. Overskriften og indledningen er opdateret 7 september for at gøre det klart, at artiklen *ikke* er en generel støtte til udvidelse af bosættelser)